Tyske kommandobunkere, Nyboder Skole, København


Webmaster: Dines Bogø Flere fotos og omtaler

Avisomtale i Nationaltidende 31 . maj 1945


Tyskerne, der stadig bemander Nyboder skole og bunkerne, tvinges til at åbne anlæggene for journalister.

Den 30. maj 1945 bliver danske journalister for første gang inviteret til at se Nyboder skole, som Den tyske Værnemagt på det tidspunkt stadig disponerer over. Journalisterne er ledsaget på skolen af tyske og engelske officerer.

Man får forevist klasselokaler, hvor tyske telefonpiger stadig betjener omstillingsbordene. Danske forbindelser er delvis intakte, men udenlandske forbindelser er afbrudt og alle samtaler aflyttes af englænderne.

I alt er der ca. 25  tyske militærfolk tilbage på skolen. Deres opgave er at holde forbindelse med de tyske tropper, der stadig befinder sig i landet, herunder de tyske minørhold, der skal fjerne landminer. Enkelte fjernskrivere er stadig i brug.

Journalisterne får også forevist den lille bunker, der ligger under den tyskbyggede messe. Messen  (Kasinobygning) ligger ud mod stien i forbindelse med skolen.

Journalisterne ved, at der er bygget noget stort og dybt ved skolen, men den tyske "guide" giver udtryk for, at der ikke var mere at se, og rygter om tunnelsystmer til Kastellet og Københavns Havn intet har på sig.

Efter rundvisningen finder en af journalisterne en af nødudgangene til den store bunker. Han opdager den sydlige nødudgang der lå ved stien mellem Øster Voldgade og baneskråningen. Dengang lå nødudgangen under en mindre garage, som man kan se på dette foto.

Modvilligt viser en tysk officer, efter ordre fra en englænder, at man kan komme ned i den store bunker ved at gå ind gennem biografen (nuværende nordlige gymnastiksal) Fra en dør i væggen fører der en støbt trappe ned til den store dybtliggende bunker. Den tyske officer påstår, at lyset er defekt, så journalisterne får kun et glimt af toiletter, kontorer, skadestue, våben- og ammunitionsdepoter. I et af rummene finder de den store radiosender.

Den rigtige indgang til den store bunker, som den tyske officer modvilligt åbnede, blev blændet inden skolen genåbnede i 1946.


Januar 1946. Elever, lærere og forældre vender tilbage til Nyboder Skole.


Nationaltidende 31. maj 1945 (kan ikke forstørres)